Drivning af grene i vintertiden

Billige buketter i vintertiden

Nogle mennesker nænner ikke at skære grene af i haven og kalder det simpelthen vandalisme. De mener, at træer og buske er en slags hellige køer, som ikke må røres. De fleste har imidlertid godt af at blive tyndet ud og kan dermed samtidig levere grønt til stuen.

Der er dog undtagelser, fx Troldnød, Hamamelis mollis og Pebertræ, Daphne mezereum, der gror så langsomt, at de let kan skamskæres ved for grov beskæring.

De fleste lidt ældre buske skal udtyndes, så den egentlige grenopbygning kan få tilstrækkeligt lys, luft og næring.

Et sammengroet og tæt krat af et fordums smukt buskads er ingen pryd. Havde man i tide klippet og beskåret, var hvert enkelt træ og hver busk blevet smukt formet med den fornødne åbne vækst. I stedet er halvdelen af kronerne tit blevet til en samling kvas, der oven i købet forhindrer lyset i at nå havens bundvegetation som stauder, blomsterløgplanter og græsplæne. Det kvas, der engang var grene, kunne være blevet til pryd og glæde indendørs.

Knopperne låses med hormoner
Allerede i sommertiden dannes det følgende års knopper, der skal blive til blade eller blomster. Bladene danner nogle såkaldte hæmstoffer, der forhindrer, at disse knopper springer ud for tidligt.

Hæmstofferne er en slags hormoner, der især dannes i lys og varme og i det hele taget under gode vækstbetingelser. Jo større koncentrationen af hormoner bliver, desto længere tid vil det vare, før knopperne er frigjort for hormonpåvirkningen.

Kun hvis bladene rives af, vil knopperne kunne springe ud samme år som de er dannet. Om efteråret er der i træer og buske oplagret en vis mængde hormoner, som i løbet af vinteren forsvinder, men i mellemtiden lægger kulden de ellers frigjorte knopper i dvale, så de alligevel ikke kan røre på sig.

Grenenes drivkvalitet
Som nævnt forsinkes fremdrivningen, hvis grenene har fået meget lys og andre gode vækstbetingelser, men til gengæld bliver kvaliteten langt bedre.

En gren kan ikke både drives meget tidligt og blive af bedste kvalitet. Grene og kviste, der sidder i skygge på træer og buske, vil altså kunne bringes tidligere til udvikling, men de vil ikke udvikle sig med samme styrke og skønhed som grene, der har fået meget lys.

Kulde har stor indflydelse på tidspunktet for, hvornår grene kan drives. Jo koldere vinteren er, desto hurtigere kan grenene bringes til kunstigt løvspring.

Et interessant forhold gør sig gældende for den mørkbladede Mirabel, Prunus cerasifera var. nigra og forskellige arter af Japankvæde, Chaenomeles. Mens den førstnævnte har mørkrosa blomster, når den drives tidligt og lysrosa blomster når den drives sent, har Chaenomeles tidligt på sæsonen hvide blomster og senere røde.

Blomster der drives for hurtigt frem bliver som regel meget matte i farverne.

Langsom drivning er god drivning
Når grene er skåret eller klippet af, stilles de dybt i vand i en kælder eller et udhus, hvor der er køligt. Her forbliver de nogle dage, indtil man kan se, at knopperne rører på sig.

Den friske grønne farve skal helst have vist sig, før de tages ind i varmen. Sættes grenene direkte ind i en stue, vil de ikke udvikle sig så smukt, navnlig ikke hvis de er skåret eller klippet, mens det har været meget koldt. Så bliver temperaturchokket for voldsomt.

Grene, som er meget træge at få i gang, kan overtrækkes med en plastpose, mens de endnu står køligt. Det virker også befordrende på dannelsen af flere blade og blomster.

Om grenes natur
Grene i vintertilstand kan ikke drives til udvikling på et hvilket som helst tidspunkt af året. Man kan dog aldrig sige noget helt sikkert om udfaldet, da det afhænger af flere forhold, som skal omtales nærmere.

Tidspunkter for drivning
Den busk, der giver mulighed for at få de første blomstrende grene i vasen er Vinterjasmin. Allerede i midten af september kan grenene klippes af og drives.

Derefter følger Pil der kan tages ind fra midten af oktober.

Grene af Prydkirsebær kan med held sættes i vase fra midten af november.

Kejserbusk fra begyndelsen af december.

Birk og Kvæde fra midten af december.

Hassel og Rødel fra slutningen af december.

Fuglekirsebær, Forsythia, Kastanie, Blodribs, Syren, Tjørn og Gyvel i slutningen af januar.

Guldregn og Blåregn fra midten af februar.

Æble og Japansk kirsebær fra begyndelsen af marts.

Lærk, Lind og Bøg fra slutningen af marts.

Stedsegrønne grene kan holde længere i vase
Sådanne grene er tilbøjelige til at få brunfarvede nåle eller nåletab. Her er en metode der forlænger deres holdbarhed:

Grenene skæres af i en frostperiode. De lægges i vand i mindst to døgn, inden de sættes ind. Et eller andet tungt lægges over, så grenene virkelig kommer helt ned i vandet. Herved genvinder de deres friskhed og bliver fyldt med vand i alle celler.

Derefter vaskes og skures enderne af grenene i lunkent vand tilsat lidt opvaskemiddel. Til sidst skylles de.

Enderne flækkes 5 cm op, og grenene stilles i vand, hvortil er tilsat 4 spiseskefulde glycerin pr. liter.

Eksperimenter selv. Metoden var meget brugt før i tiden.

l

Lys er en mangelvarer om vinteren

Grønnere fingre med mere viden om lys

Planter skal have lys for at klare sig, og nogle skal have mere lys end andre. Det ved enhver.

At det er mere kompliceret end man umiddelbart skulle tro, fremgår af det følgende, for lys får ikke alene planterne til at vokse; det har også betydning for tidspunkt for blomstring og for hvor mange blomster der udvikles.

Lysmåling og lystab
Lysstyrke kan måles på mange måder. Her vælges den gammelkendte enhed lux.

Det er den mængde lys, som kan registreres i en meters afstand fra et stearinlys i et ellers helt mørkt rum.

På en meget lys dag kan der udsendes over 100000 lux fra himmelrummmet.

På en overskyet dag er belysningen ca. 10000 lux, og på gråvejrsdage er der sjældent mere end 1000 lux til rådighed.

Indendørs er lysstyrken betydeligt nedsat. Gennem glas tabes ca. 10 pct. og gennem dobbeltglas det dobbelte.

Er vinduerne ikke helt rene, vil glas og snavs yderligere kunne tilbageholde 20 pct.

I vindueskarme er lysmængden derfor tit nedsat med 40 pct. Fra vinduerne og tilbage i stuerne falder lysmængden rigtig meget.

Det er ikke ualmindeligt, at der kun er 10 pct. tilbage i de mørkeste kroge.

Planter har vidt forskellige lyskrav
De forskellige plantearter stiller vidt forskellige krav til lysstyrken. Medens en Saintpaulia let klarer sig med 2000 lux, skal en rose helst have 20000 lux endda gennem ret mange timer. Det vil alene af den grund være uklogt at anbringe en potterose helt tilbage i stuen og en Saintpaulia i vindueskarmen mod syd.

Placeringen af planterne må derfor ikke alene bestemmes af æstetiske grunde, men i højere grad af planternes lyskrav.

En tommelfingerregel siger, at stueplanterne skal modtage mindst 2000 lux i flere af døgnets timer for at klare sig tilfredsstillende.

Nogle planter tager imidlertid ikke synderlig skade af at stå mørkere selv i længere tid, skønt de fra naturen er vænnet til ret store lysmængder.

Det gælder fx Bajonetplante, Sansevieria. Det er ikke ualmindeligt at se den slags planter anbragt på trappegange eller i mørke vestibuler. Hvis Pelargonie behandles på denne måde, vil planten snart blive både ranglet og blomsterfattig.

Lys er mange ting
Det er ikke ligegyldigt, om lyset er rødt eller blåt, eller om det kommer fra solen eller en elektrisk pære.

Det er heller ikke ligegyldigt, om lyset er stærkt eller svagt, og om dagen er lang eller kort. Uden at der her skal gøres udførligt rede for alle forhold mellem lys og planter, er det dog et øjeblik nødvendigt at beskæftige sig med lysets sammensætning, da lyskvaliteten er overordentlig betydningsfuld for planternes trivsel.

Som bekendt er sollysets hvide farve sammensat af forskellige slags stråler, ligesom man ser dem adskilt i regnbuen og altid sammensat i den samme rækkefølge nemlig violet, blåt, gult, orange og rødt.

På begge sider af sollysets farveskala er de usynlige stråler. Langs den violette del findes ultraviolette stråler (de stråler der bruner huden) og langs den røde del findes de infrarøde stråler (de der varmer).

De direkte solstråler indeholder alle farverne eller rettere sagt: alle bølgelængderne.

Vi ser farverne,
planterne mærker dem

Planterne kan mærke selv de mindste forskelle på lysets sammensætning, styrke og varighed. Der er endnu ikke lavet noget måleapparat, som tilnæmelsesvis kan registrere disse tre lyskvaliteter.

Selv om solens lys og det lys, der udsendes fra et lysstofrør, tilsyneladende ligner hinanden, vil ingen plante i det lange løb kunne trives i sidstnævnte. Planterne registrerer omgående den store forskel, der er i lyssammensætningen

Det gavnlige lys
Det usynlige ultraviolette lys har ingen særlig indflydelse på plantevækst. Det har det infrarøde lys.

Strålerne opvarmer alt, hvad de rammer, dog først og fremmest stoffer der ikke er gennemsigtige. De er uden direkte betydning for sukkerdannelsen i de grønne plantedele, men på grund af den forhøjede temperatur, der opstår i bladene, kan det infrarøde lys være medvirkende til, at stofopbygningen nemmere finder sted, især hvis omgivelserne er meget kolde.

Mangel på blåligt lys
Hvis planterne af en eller anden grund ikke modtager den blålige del af spektret, skades de, og i løbet af forholdsvis kort tid kan man se, hvordan de mistrives og efterhånden invalideres.

De bliver tynde og ranglede med færre sideskud og sammenrullede og blege blade. Blomstringen forsinkes, færre knopper udvikles, frøet bliver dårligt, og eventuelle frugter bliver små og misdannede.

Mangel på rødt lys
Hvis planterne i stedet bliver forhindret i at modtage rødt lys, bliver stængelstykkerne korte mellem bladfæsterne. Der udvikles flere sideskud, og resultatet er små, faste, men dog forkrøblede planter.

Kun hvis strålerne fra alt det synlige lys når bladene, kan planterne udvikle sig, som det er naturens hensigt. Er sollys således til stede i tilstrækkelig mængde, behøver man altså ikke at have nærmere kendskab til lysets sammensætning for at være en dygtig gartner.

Planternes arbejdsdag
Der har været lavet utallige forsøg for at få klarlagt, hvorvidt planter overhovedet behøver hvile. Man kan udmærket tænke sig den situation, at en gartner fx ønsker at forlænge planternes arbejdsdag ved kunstig lystilskud, så produktionen kan gøres færdig på kortere tid.

Ingen ved imidlertid, hvordan det hænger sammen. Når svaret ikke kan gives, skyldes det, at mange forskellige forhold komplicerer den slags undersøgelser.

I den tid, planterne får lys, sker der på én gang vækst og hormonproduktion. Hormonerne kan i det ene øjeblik resultere i mere udpræget bladudvikling og i det næste resultere i dannelse af blomsterknopper. Dertil kommer, at situationen er forskellig i de forskellige plantearter.

Daglængdens indflydelse på stueplanterne
Man har længe været klar over, at lysmængde og lyssammensætning påvirker planternes vækstforøgelse, men det er ikke mere end godt 100 år siden, at man opdagede, at dagens længde kunne være afgørende for tidspunktet for blomstringens indtræden.

Hvis fx dagene er mere end otte timer lange, vil nogle plantearter aldrig blomstre, mens andre netop vil danne det ene hold knopper efter det andet under samme betingelser.

Vækstpunkter bliver til blade eller blomster
Cellerne i vækstpunkterne, der befinder sig i en art fostertilstand, kan udvikle sig til blade eller blomster, og daglængden synes – så ufatteligt det end måtte lyde – i mange tilfælde at være den afgørende faktor for, hvorvidt blade eller blomster skal udvikle sig af vækstpunkterne.

Kortdagsplanter, langdagsplanter og dagneutrale planter
Hvis planter hurtigt udvikler mange blomster ved højst 12 timers lys og mindst 12 timers mørke i døgnet, kalder man dem for kortdagsplanter.

Hvis planter derimod skal have mindst 16 timers dag og højst 8 timers nat for at blomstre, kaldes de for langdagsplanter.

Hvis planten ikke reagerer på daglængden, kalder man dem for dagneutrale planter.

De allerfleste stueplanter er dagneutrale, mens der kun er få planter som er ægte langdagsplanter, fx Azalea, Tøffelblomst, Calceolaria og Senecio, Cineraria. Se nedenfor.

En kortdagsplante
Koraltop, Kalanchoë er en typisk repræsentant for gruppen af kortdagsplanter.

Hvis den kommer på overarbejde, det vil sige kommer til at stå i lys i mere end 8-10 timer daglig, blomstrer den aldrig.

Hvis dagen bliver særlig lang, bliver bladene tynde.

Hvis dagen forkortes, det vil sige at arbejdstiden sættes ned til 8 timer eller derunder, vil planten i løbet af få uger danne blomsterknopper, men længe før de kan ses, har de mikroskopisk små vækstpunkter åbenbart fået ordre til at blive til blomsterknopper i stedet for skud og blade.

Hvorfra ordren kommer, er straks en anden historie, som i øvrigt kun kendes overfladisk.

Bordet fanger
Så snart knopperne kan ses på Koraltop, behøver planten ikke at få kortdagsbehandling mere, og enten dagen nu bliver længere eller en smule kortere vil planten komme i blomst, og hvis alle andre vækstforhold er tilfredsstillende, vil blomsterskærme vrimle frem mellem saftige, kortstilkede og kødfulde blade.

Selve det praktiske arrangement med mørklægning for at skaffe kort dag kan foretages med sort plastfolie eller en lystæt kasse, der kan sættes ned om potteplanten.

Ved hjælp af små og simple indgreb kan vækstpunkterne altså tvinges til at blive til blomsterknopper – noget som gartnerne naturligvis benytter sig af.

Kunstig dagforlængelse
Dagforlængelse kan finde sted ved hjælp af ganske almindelige glødelamper, for i det tilfælde betyder lysets sammensætning ingenting.

Da planterne ikke skal opbygge stof i sig, men kun påvirkes til at ændre bladknopper til blomsterknopper, behøver lysstyrken ikke at være større end 5 watt pr. kvadratmeter. Det gælder fx for Tøffelblomst, Calceolaria, der kommer tidligere i blomst, når dagene forlænges i januar-februar måned.

En plante som Senecio, Cineraria, påvirkes også til at danne blomsterne langt før med kunstig dagforlængelse, men i dette tilfælde skal lyset ikke tilføres, før blomsterknopperne kan ses.

I de senere år er der fundet rigtig mange eksempler på denne interessante langdagseffekt. Fx har Azalea vist sig at kunne komme i blomst tidligere ved en langdagspåvirkning.

Det er klart, at sådanne muligheder omgående udnyttes af de professionelle plantedyrkere, og det er da også en væsentlig grund til at blomstrende stueplanter ikke mere har en bestemt sæson.

Temperaturforholdene tilslører daglængdepåvirkningen
Hvis en julebegonie gror ved 15° C, bliver den til langdagsplante og skal så have 10 til 14 timers dag for at bringes i knop.

Hvis planten derimod står ved 20-22 grader, må den snarere regnes for kortdagsplante, for så kan den bringes i blomst under 12 timers dag.

Om tilskudslys
Tilskudslys er kunstigt lys som kan fremme planternes fotosyntese – altså deres sukkerproduktion. Det betyder, at lyset skal være af en særlig beskaffenhed – bestå af bestemte bølgelængder – for at erstatte eller supplere sollys.

Det hjælper fx ikke at tænde en almindelig bordlampe over nogle stueplanter, hvis planterne står for mørkt – heller ikke selv om det er en meget stærk pære, der sidder i fatningen.

Man opnår faktisk det modsatte af det tilsigtede, for planterne bliver mere og mere ranglede og blege.

Det skyldes, at den elektriske pære afgivet alt for lidt tilskudslys og for megen varme.

En almindelig pære udsender nemlig kun omkring 7 pct. af den tilførte energi som tilskudslys.

Et lysstofrør i den bedst egnede kvalitet fx farve 33 udsender ca. 18 pct. tilskudslys. Selv om det ikke lyder af meget, er det nok til, at det undertiden kan betale sig at bruge tilskudslys til supplement af det naturlige lys.

Forkert tilskudslys slider på planterne
Når temperaturen i planterne stiger, øges deres stofskifte, og dermed deres ånding. Den øgede forbrænding tærer på sukkerreserverne, og da en almindelig elektrisk pære kun afgiver meget lidt tilskudslys men megen varme, kan opbygningen af nye sukkerreserver ikke følge trit, og planterne får – populært sagt – sukkermangel.

På den måde slider de sig selv op i dårlig kunstig belysning. Det ideelle ville naturligvis være, om man kunne omdanne al tilført strøm til tilskudslys. Desværre findes der ikke sådanne kunstige lyskilder, og det er heller ikke særlig sandsynligt, at de nogensinde vil blive lavet.

Så meget og så lidt lys falder der i årets 12 måneder. (januar første søjle til venstre).

I årets 4 mørkeste måneder har mange stueplanter

teplanten

Gammelt stik, der fortæller hvordan en gren af en tebusk ser ud. Bladene er stedsegrønne og blomsterne velduftende. Planten befinder sig bedst under kølige og fugtige  forhold i bjergegne, hvor der er læ.

Formeringen af teplanten sker som regel med frø i de lokale planteskoler, og efter 6-7 måneder er planten 15-20 cm høj, hvorefter den udplantes. Efter to år er planten 70-80 cm høj og busket på grund af mange beskæringer. Man kan da begynde at høste blade.

En busk giver efter to år omkring 250 gram blade, men i det 5.-6. år stiger udbyttet allerede til 750 gram og i det 8.-10. år indtil 1 kg. Buskene udskiftes som regel efter 15 år. Dyrkningen kræver megen omhu og dermed megen arbejdskraft. Jorden om de unge planter må holdes ren for ukrudt og tillige holdes løs, så der kan komme luft til rødderne, der er meget iltkrævende. Planterne er grådige, og de gødes fortrinsvis med naturgødning og det frugtbare dynd fra vandløbene.

Teplante podet på grundstamme af anden art for på den måde att øge modstandskraften for sygdomme, vejr og vind.

Det er nu ikke altid, at te er te. Det gælder således for den såkaldte bjergte, der er lavet af surbundsplanten Gaulteria procumbens. Det danske navn er netop Bjergte. Jeg har flere eksemplarer af den i min have.

Billedet her viser et par sideskud fra en plante, der er brudt gennem et højbed. Planten er meget langsomt voksende, så jeg agter ikke at ofre blade for at smage ægte bjergte.

Kamelia

A nice cup of camellia …

For mange leder ordet Kamelia tanken hen på kameliadamen – kurtisanen Violetta i operaen La Traviata. Jeg tænker på noget helt andet, når jeg hører ordet – og det gør jeg, når jeg drikker te, fordi teplanten og kameliaen er så nært beslægtede, at de begge har slægtsnavnet Camellia.

Det er nu ikke fordi de ligner hinanden så meget, at man kan forveksle dem, men fordi botanikerne tidligt var klar over et nært slægtsskab ved at studere blomster og grenbygning.

Den kamelia vi kender bedst som potteplante eller som en lille busk hedder Camellia japonica. Teplanten – som kan blive til et træ på en halv snes meter – skaber råstoffet til både grøn og sort te. Plantens botaniske navn er Camellia sinensis.

Derfor hedder den Kamelia
Det var tyskeren Engelbert Kaempfer, der først navngav planten. Han fandt den i Japan i 1682 og kaldte den Tsubakki montana. Planten skiftede senere navn og blev opkaldt efter jesuitten George Joseph Kamel, fordi han gennem en omfattende rejse gennem Asien i 1704 havde beskrevet adskillige nyopdagede plantevækster.

At en plante opkaldes efter et menneske er en så stor ære, at man godt kan tale om en botanisk elefantorden, for der skal noget ganske særligt til, før det sker. Det er uden tvivl lettere at få en gade opkaldt efter sig.

Kommer fra Østen
Både teplanten og prydplanten Kamelia vokser som små træer på kølige bjergskråninger i det subtropiske Asien, fortrinsvis i Indien, Japan og Kina. De første eksemplarer af kameliaer kom fra Kina til England i en skibslast i slutningen af 1600-tallet, og planten blev straks populær.

Et tysk firma førte i 1860 ikke mindre end 1100 sorter i deres katalog, og i danske herregårdshaver har planten kunnet findes langt tilbage i tiden.

Kamelia stiller krav
Kamelia holder af kølighed, frisk luft og høj luftfugtighed. I tør stueluft er det vanskeligt at få den til at blomstre tilfredsstillende, fordi knopperne da let falder af eller visner.

I vintertiden er det vigtigt at jorden aldrig bliver hel tør, at planten ikke gødes og at temperaturen ikke  overstiger 10 grader. Blot en enkelt mørk dag med stærk varme skader planten umådelig meget.

I sommertiden skal der gødes men kun meget lidt og til gengæld tit. Uden gødning mister bladende deres glans. Rødderne er sarte og derfor bør omplantning kun finde sted hvert tredje eller fjerde år, og da helst i sommertiden. Hertil bruges tørvestrøelse, formuldede bøgeblade, sand eller grus og havejord i lige dele.

Plant den udendørs i sommertiden
Mange steder kan man læse, at Kamelia blomstrer i forsommertiden, men det afhænger nu i høj grad af under hvilke forhold planten har stået. Lige så ofte ser man kameliablomster i både højsommertiden og hen på efteråret.

Men uanset hvornår den blomstrer, skal planten bagefter stå køligt, og der er ikke noget i vejen for at plante den ned i et surbundsbed ude i haven, blot den ikke får direkte sol og træk og temperaturen holder sig på den rigtige side af 0-punktet.

Hvis man er så uheldig, at grenene begynder at visne, eller bladene bliver gule, skyldes det dårlige rødder som følge af udtørring eller overgødskning. Man kan da blive tvunget til at skære i planten, og selv om den er meget langsomtvoksende, har den en usædvanlig evne til at udvikle nye skud, selv fra så små knopper, at de er vanskelige at få øje på.


Lav nye planter af gamle

Roddannelse på stiklinger er vanskelig, men det lader sig gøre. Skud med 3-4 blade rives af planten med et raskt nedadrettet ryk, og stikkes i ren tørvestrøelse ved 20-22 graders varme. De vandes og dækkes til med plastfolie og stilles i lys skygge. Regn med tre måneder før der kommer rødder.

En anden metode til at få rødder på Kamelia: man tvinger et langt skud ned i vandret linie (langsomt! gør det over nogle dage da det ellers brækker) og fæstnes til en ekstra urtepotte, der er fyldt med gennemfugtet tørvestrøelse.

Det sted på barken der vender ned i urtepotten, gnides med et stykke sandpapir eller lignende. Herved vil rødderne lettere kunne dannes i sårfladen. Denne metode er langt mere sikker end den først omtalte.

Kamelia der tåler frost
Jeg skrev ovenfor, at så længe temperaturen holder sig på den rigtige side af 0 grader, kan Kamelia stå udendørs. I virkeligheden kan de fleste tåle et par graders kulde, men der er jo ingen grund til at tage chancer for så kostbare planter som Kamelia.

Kan man tænke sig, at det vil være mulig, at forædle planten, så den kan tåle lavere kuldegrader? Det spørgsmål stillede forsøgsleder William L. Ackerman sig. Han arbejder i arboretet i Washington D.C.

Efter et stort forædlingsarbejde er det lykkedes for ham at frembringe ni krydsninger, der er noget mere hårdføre, end dem vi kender her i landet. Sortsnavnene refererer til den ønskede egenskab: ‘Polar Ice’, ‘Snow Flurre’, ‘Winter’s Charm’ osv.