Kamelia

A nice cup of camellia …

For mange leder ordet Kamelia tanken hen på kameliadamen – kurtisanen Violetta i operaen La Traviata. Jeg tænker på noget helt andet, når jeg hører ordet – og det gør jeg, når jeg drikker te, fordi teplanten og kameliaen er så nært beslægtede, at de begge har slægtsnavnet Camellia.

Det er nu ikke fordi de ligner hinanden så meget, at man kan forveksle dem, men fordi botanikerne tidligt var klar over et nært slægtsskab ved at studere blomster og grenbygning.

Den kamelia vi kender bedst som potteplante eller som en lille busk hedder Camellia japonica. Teplanten – som kan blive til et træ på en halv snes meter – skaber råstoffet til både grøn og sort te. Plantens botaniske navn er Camellia sinensis.

Derfor hedder den Kamelia
Det var tyskeren Engelbert Kaempfer, der først navngav planten. Han fandt den i Japan i 1682 og kaldte den Tsubakki montana. Planten skiftede senere navn og blev opkaldt efter jesuitten George Joseph Kamel, fordi han gennem en omfattende rejse gennem Asien i 1704 havde beskrevet adskillige nyopdagede plantevækster.

At en plante opkaldes efter et menneske er en så stor ære, at man godt kan tale om en botanisk elefantorden, for der skal noget ganske særligt til, før det sker. Det er uden tvivl lettere at få en gade opkaldt efter sig.

Kommer fra Østen
Både teplanten og prydplanten Kamelia vokser som små træer på kølige bjergskråninger i det subtropiske Asien, fortrinsvis i Indien, Japan og Kina. De første eksemplarer af kameliaer kom fra Kina til England i en skibslast i slutningen af 1600-tallet, og planten blev straks populær.

Et tysk firma førte i 1860 ikke mindre end 1100 sorter i deres katalog, og i danske herregårdshaver har planten kunnet findes langt tilbage i tiden.

Kamelia stiller krav
Kamelia holder af kølighed, frisk luft og høj luftfugtighed. I tør stueluft er det vanskeligt at få den til at blomstre tilfredsstillende, fordi knopperne da let falder af eller visner.

I vintertiden er det vigtigt at jorden aldrig bliver hel tør, at planten ikke gødes og at temperaturen ikke  overstiger 10 grader. Blot en enkelt mørk dag med stærk varme skader planten umådelig meget.

I sommertiden skal der gødes men kun meget lidt og til gengæld tit. Uden gødning mister bladende deres glans. Rødderne er sarte og derfor bør omplantning kun finde sted hvert tredje eller fjerde år, og da helst i sommertiden. Hertil bruges tørvestrøelse, formuldede bøgeblade, sand eller grus og havejord i lige dele.

Plant den udendørs i sommertiden
Mange steder kan man læse, at Kamelia blomstrer i forsommertiden, men det afhænger nu i høj grad af under hvilke forhold planten har stået. Lige så ofte ser man kameliablomster i både højsommertiden og hen på efteråret.

Men uanset hvornår den blomstrer, skal planten bagefter stå køligt, og der er ikke noget i vejen for at plante den ned i et surbundsbed ude i haven, blot den ikke får direkte sol og træk og temperaturen holder sig på den rigtige side af 0-punktet.

Hvis man er så uheldig, at grenene begynder at visne, eller bladene bliver gule, skyldes det dårlige rødder som følge af udtørring eller overgødskning. Man kan da blive tvunget til at skære i planten, og selv om den er meget langsomtvoksende, har den en usædvanlig evne til at udvikle nye skud, selv fra så små knopper, at de er vanskelige at få øje på.


Lav nye planter af gamle

Roddannelse på stiklinger er vanskelig, men det lader sig gøre. Skud med 3-4 blade rives af planten med et raskt nedadrettet ryk, og stikkes i ren tørvestrøelse ved 20-22 graders varme. De vandes og dækkes til med plastfolie og stilles i lys skygge. Regn med tre måneder før der kommer rødder.

En anden metode til at få rødder på Kamelia: man tvinger et langt skud ned i vandret linie (langsomt! gør det over nogle dage da det ellers brækker) og fæstnes til en ekstra urtepotte, der er fyldt med gennemfugtet tørvestrøelse.

Det sted på barken der vender ned i urtepotten, gnides med et stykke sandpapir eller lignende. Herved vil rødderne lettere kunne dannes i sårfladen. Denne metode er langt mere sikker end den først omtalte.

Kamelia der tåler frost
Jeg skrev ovenfor, at så længe temperaturen holder sig på den rigtige side af 0 grader, kan Kamelia stå udendørs. I virkeligheden kan de fleste tåle et par graders kulde, men der er jo ingen grund til at tage chancer for så kostbare planter som Kamelia.

Kan man tænke sig, at det vil være mulig, at forædle planten, så den kan tåle lavere kuldegrader? Det spørgsmål stillede forsøgsleder William L. Ackerman sig. Han arbejder i arboretet i Washington D.C.

Efter et stort forædlingsarbejde er det lykkedes for ham at frembringe ni krydsninger, der er noget mere hårdføre, end dem vi kender her i landet. Sortsnavnene refererer til den ønskede egenskab: ‘Polar Ice’, ‘Snow Flurre’, ‘Winter’s Charm’ osv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *